---
title: "Historie & Kulturarv"
date: "2026-08-27"
created: "2026-01-22"
---

[Hjem](https://oplev.horsholm.dk/)

                [Historie & Kulturarv](https://oplev.horsholm.dk/historie-kulturarv)

# Historie & Kulturarv

Hørsholm Kommunes historie er tæt forbundet med Hirschholm Slot og Kongernes Nordsjælland.

 Kong Christian VI og dronning Sophie Magdalene indviede den 14. maj 1739 det pragtfulde Hirschholm Slot, som blev opført i barokstil i årene 1730-44 af bygmester Lauritz de Thurah som sommerresidens for den kongelige familie. Slottet havde fire fløje i to etager og var omgivet af voldgrave. Det gik for at være et af Europas smukkeste slotte og blev ofte kaldet Nordens Versailles.

Kongen og dronningen ønskede sig også en residensby, der skulle være en værdig baggrund for slottet, og som skulle befolkes af købmænd, håndværkere og andre, der kunne betjene hoffet. Kongen var så ivrig efter at trække folk til Hørsholm, at de nye borgere blev lovet skattefrihed i hele 20 år, og for at fremme tilflytningen endnu mere, tilbød dronningen gratis byggegrunde og økonomisk støtte til alle, der ville bygge hus i byen. Eneste betingelse var, at der blev muret med rigtige mursten, og at der kom tegl på tagene - byen skulle så hurtigt som muligt blive en præsentabel slotsstad. Alligevel gik det kun langsomt med byggeriet; selve Hørsholm by bestod knap nok af mere end et par snese huse, da Hirschholm Slot blev opgivet og revet ned i årene 1810-12.

Omkring år 1900 havde de forskellige dele af nutidens Hørsholm Kommune hver deres tydelige særpræg: Hørsholm var den lille provinsby, Vallerød den typiske danske landsby, i Rungsted lå badehotel og fashionable landliggervillaer tæt ved det lille fiskerleje. I Usserød lå arbejder- og funktionærboliger omkring Klædefabrikken og udgjorde et selvstændigt industrisamfund.

                https://oplev.horsholm.dk/historie-kulturarv/historiske-vandreruter

                https://oplev.horsholm.dk/historie-kulturarv/hoersholm-lokalarkiv

                https://oplev.horsholm.dk/historie-kulturarv/hoersholm-moelle
